Drengeklub med eget bibliotek, penge på bog og strenge love.
Bøder for at bande, diplomer for duelighed og kun fire medlemmer i Jyderup-klubben Kvik


En drengeklub i Jyderup hedder Kvik, og den er et særdeles kvikt foretagende. Selv om den kun har fire medlemmer, er den så vel organiseret som nogen landsforening med bestyrelse, medlemskort, regnskab, faste mødedage, traditionsbestemte fester, bibliotek, penge i banken og en paragrafrig vedtægt. Klubben omtales i radioens udsendelse for piger og drenge i går, dens medlemmer havde sendt et brev til "Børnenes brevkasse" så sent som i forgårs, så brevkassens redaktør har åbenbart været glad for beretningen om den raske klub.


Det koster 2 øre at sige "sgu"
Alle fire medlemmer i klubben er 13 år, for tiden er Ulf Buchwald formand, Aksel Gybel Jensen, kasserer og
Bent Andersen og Poul Larsen menige medlemmer.
Ikke alle og enhver kan optages.
Nye medlemmer kan kun indtegnes efter indstilling og enig beslutning.
Drengene betaler 50 øre om måneden i kontingent, for tiden desuden et tillæg på 50 øre med det formål at samle penge til et telt. De har foreløbigt sparet 50 kr., hvoraf 40 kr. er sat i banken. Men klubkassen tjener også på en disciplinær lovbestemmelse.
Drengene betaler 2 øre for at sige "sgu", 5 øre for at glemme medlemskort og 10 øre for at tabe det.
Drengeklubben KVIK
Drengeklubben Kvik
13-årige demokrater
I Kvik praktiseres demokratiet til den yderste konsekvens. Medlemmerne tilrettelægger efter tur programmet for møderne, der holdes to gange om ugen på en af drengenes værelser. Det pågældende medlem meddeler skriftligt formanden, hvad han ønsker skal ske på mødet.
Drengene dyrker mange interesser. De samler frimærker, spiller fodbold eller håndbold eller snakker om bøger - klubben har sit eget lille bibliotek af rigtige drengebøger, købt af venner og medlemmer for penge af klubkassen. For nogen tid siden byggede de en svæveflyver, som de brugte til hovedgevinst i en tombola. Den indbragte en god skilling, som skal bruges til telt køb. Nu arrangere klubben fotokonkurrence med en rulle film som præmie. Drengene aflægger også duelighedsprøver - med hinanden som dommere.
Enhver, som består prøver, får diplom. Det kan opnås ved at trave en bestemt afmålt strækning i et bestemt angivet tidsrum, ved at klare visse sportslige præstationer, men også ved at bevise sin duelighed som tolk med f.eks. engelsk som fremmed sprog.

Kun sur fem minutter
Klubben har bestået i to år og aldrig haft over fem medlemmer. Formand og kasserer vælges en gang om året. Af faste arrangementer ud over de ugentlige møder er der traditionsbundet julefest med risengrød. Den holdes som sammenskudsgilde. Fastelavn festligholdes med tøndeslagning og en præmie til kattekongen. Så har klubben også et årligt "andespil" uden ænder - men med gevinster, som medlemmerne selv medbringer, og en hovedgevinst, som betales af klubkassen. Drengene har ikke noget imod at udvide medlemsantallet, men skal det ske, behøver de et fast samlingslokale. Drengenes brev til radioen havde i øvrigt til hensigt at skaffe dem forbindelse med lignende klubber andre steder i landet. Lykkes det, håber de at kunne få en korrespondance i gang og eventuelt arrangere weekend og sommerferietur til de kammerater, der kan vindes ad den vej.
Kvik er et godt eksempel på drenges sammenhold og evne til at sætte ting i system.
Da drengene i går var samlet, blev de spurgt, om de aldrig er uenige. Jo, men så holder vi bare afstemning, var det enige svar. Bliver den, der taber, så ikke sur?
Jo-oh, men ikke mere end fem minutter.... 1

Aksel Gybel Jensen, Bent Andersen og Ulf Buchwald Mortensen går i II Mellem B i 1955.
Poul Larsen ses ikke som elev på skolen2

Fra Jørgen Gybel Jensen (lillebror til Aksel) 15/6.13, fået bekræftet at det er Aksel Gybel Jensen, i originalartiklen står Aksel Jensen endvidere bekræfter Jørgen, at det er Bent Andersen fra Realskolen.
Jeg har læst artiklen igennem, og der er nogle enkelte ting, der dukker frem af hukommelsens mørke gemmer - bl.a. den med fastelavn: Da det jo skulle gøres så billigt som muligt, havde de fået fat i en udrangeret sildetønde - dem ser man ikke mange af nu om dage, men jeg kan love dig, det var en bastant sag, der slog lige så hårdt igen, som vi slog på den, og det så nærmest ud som om, den ikke fik så meget som en ridse af vore slag. Der skete ikke rigtigt noget, før der kom en stor dreng med en økse - så lykkedes det at få slået hul på den, men det tog lang tid! Jørgen3


Vi mistede desværre Bent Andersen i november 2012, han nåede derfor ikke selv at stifte gensyn med klubben, men historien blev alligevel lagt på hans facebook profil og flere både familie og venner har læst om klubben og syntes godt om historien. Huus


Kilder:
Kilde 1: Holbæk Amts Venstreblad 13 oktober 1955, side 4
Kilde 2: Jyderup Realskoles årsberetning maj 1955, E. Christensen, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Kilde 3: Jørgen Gybel Jensen, 16. juni 2013

Sidst rettet 26. november 2016
©Jyderup Realskole